Fra intranet til socialt medie – eller?

Teknikken gør, at vi i dag kan arbejde hvor som helst og når som helst. Det betyder, at vi arbejder på en ny måde og derved at indholdet af kommunikationen kan/skal ændres, så det passer til de nye platforme. I takt med dette er vores traditionelle intranet blevet udfordret og der er opstået noget nyt, det vi kalder “den digitale arbejdsplads”. Men hvad ligger der i det begreb?

af Inger Toft Thiersen

Det traditionelle intranet bliver for alvor udfordret i disse år. Verden er blevet mobil og derfor har vores arbejdsform ændret sig. Både den måde vi holder os opdateret med nyt fra arbejdspladsen på, men også den måde vi arbejder på. Vi læser i højere og højere grad mails, svarer beskeder eller deler viden, mens vi kører i tog, er til konference eller står på sidelinjen til ungernes fodboldkamp. Vi har derfor brug for at kunne samarbejde på tværs af tid, sted og medie.

Vi italesætter overgangen fra det traditionelle intranet til noget nyt, som “Den digitale arbejdsplads”. Men hvad ligger der i det begreb? Og hvordan fungerer det ude på de danske arbejdspladser? Det kunne jeg godt tænke mig at dykke mere ned i.

Mobile first
Der er en ny præmis i vores hverdag. Nemlig at mobilen er i centrum for vores kommunikation og for en lang række opgaver, vi udfører på farten som fx tjekke netbank, købe togbilletter eller tjekke nyheder. Men hvilken effekt har det på vores arbejdsdag, og på de IT-systemer vi bruger til at udføre vores arbejdsopgaver?

Jeg har indtryk af, at i flere virksomheder er intranettet afløst af mobile apps og løsninger, der kan spredes til medarbejdere, kunder eller samarbejdspartnere, der er på farten. Men er der blot tale om, at vi nu har nye IT-systemer til at afløse de gamle, eller er der sat strøm til de tidligere processer? Og fungerer det efter hensigten?

Hvad er formålet?
Jeg ser også en tendens til at gå væk fra de store portaler med information og i stedet fokusere på andre formål.

Det traditionelle intranet bliver primært brugt til kommunikation – altså nyhedsformidling – og er ofte ejet af kommunikationsafdelingen, hvor hovedformålet med det er kommunikation. Men i fremtiden taler vi ikke kun om et intranet, der er blevet til en app, hvor nyheder spredes nemmere på farten. Vi taler mere om “Den digitale arbejdsplads”. Det gør vi fordi, der er opstået behov for at skabe et virtuelt rum. Et sted hvor vi kan udføre vores arbejdsopgaver, når det passer bedst – og uden at skulle tænke over, hvilket system vi bruger.

Formålet med “Den digitale arbejdsplads” kan derfor i lige så høj grad være at sælge mere, at spare penge og at være mere effektiv. Så det er ikke længere kun et spørgsmål om at sende information ud, det er også et spørgsmål om at skabe interaktion med medarbejderne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *