Udvikling af den nye Core Banking Platform

Over 900 mennesker fra mere end 25 forskellige lande, 6 lokationer, 5 år, 4 banker, 3 partnere, hundredvis af grænseflader til eksisterende systemer. Og en strategisk beslutning om at udvikle den nye Core Banking Platform ved hjælp af agile metoder.

Jeg har talt med Frank, Nathalie og Piet fra Nordea om deres omfattende og meget spændende projekt, og her er, hvad jeg fik ud af det.

I arbejder agilt i en rimelig stor skala og i en stor organisation. Fortæl lidt om arbejdet med udviklingen af den nye Core Banking Platform.

Frank: Vi har praktisk været i gang siden efter sommerferien sidste år, men vi har arbejdet på projektet i to år. Der har været en kæmpe proces forud, hvor vi skulle finde ud af, hvad det er, vi vil have lavet og hvad omfanget skal være. Og så fandt vi nogle samarbejdspartnere, for vi kan ikke klare det hele alene. Vi har to samarbejdspartnere: én der har modelbanken og én der er god til ar lave systemintegration.

Nathalie: I Nordea har man en historie med at klare tingene selv. Så der er sket et paradigmeskift her, hvor vi får hjælp udefra.

Piet: Det er en modelbank, vi har købt. Vi har købt et færdigt system, som vi konfigurerer og integrerer i det eksisterende miljø. Så det er ikke et software-udviklingsprojekt, det er snarere et forretningskonfigureringsprojekt med udvikling ude i siderne med interfaces op til legacy-systemer. Der er jo mange systemer i forvejen, og nogle skal fjernes og nogle skal forblive.

Frank: Ved at købe denne modelbank, så købte vi muligheder. Denne pakke skal passes ind i Nordea og til de nordiske lande, for det drejer sig ikke kun om at ændre på systemet i Danmark. Og når vi i fremtiden får nogle krav fra de finansielle institutioner, så kan vi leve på til dem med denne modelbank, da der allerede er taget højde for diverse EU-krav.

Lige nu er der fire nordiske lande, der sidder med hvert deres system og gør tingene på hver deres måde. De skal blive enige om, at gøre det på den samme måde fremover.
Processen er, at vi får de fire lande til at blive enige, så kommer vi med noget forretning- og systemkendskab, og så kommer vores to samarbejdspartnere med kendskab til henholdsvis modelbanken og systemintegration. Og vi arbejder så sammen på en agil måde, for at få det til at fungere.

I et så omfattende og krævende projekt må I unægtelig støde på en del udfordringer. Kan I fortælle lidt om disse udfordringer?

Nathalie: En af udfordringerne har været for andre at ændre deres mind-set. Man har i mange år været vant til at arbejde på en måde og har været vant til at definere, hvordan systemer skal virke og man har kunnet få systemerne til at understøtte de processer, som man har i de enkelte lande. Det skal man her gå lidt væk fra.

For trekvart år siden skabte vi en pilot, som var for at lære os bl.a. hvordan vi organiserer det at arbejde agilt. Så idéen med piloten var både at lære organiseringen, men også det rent tekniske, hvilket jo også gav udfordringer.

Vi stødte på udfordringer både i forhold til at det er svært at få en scale-organisation til at fungere og til at vi faktisk ikke besad særlig stor agil viden, og så skulle vi også have alle disse mennesker med på rejsen, så det er ikke bare noget, der sker fra den ene dag til den anden.

Piet: Ja, vi blev lidt overrasket over, hvor stor en udfordring det egentlig var, at få folk til at købe ind til den agile metode. Det med selvbestemmelse kan folk godt lide, men den transparente del – hvor man til enhver tid skal kunne se, hvor man er i arbejdet, det havde nogen svært ved, da de er vant til at arbejde beskyttet og vandfaldsagtigt. Pludselig var de meget eksponeret i deres arbejde.

Nathalie: Metoden agil i sig selv er ikke den store udfordring. Udfordringen har været at implementere metoden på alle niveauer. Der hvor udfordringen har ligget er nok snarere på ledelses- og planlægningsniveau, hvor der – når man kommer fra vandfaldsverdenen – er en stor trang til at sige, at man gerne vil planlægge tingene længe i forvejen eller sætte milepæle og så skal man død og pine nå dem.

Og så havde vi indledningsvis udfordringer med roller og ansvar. Hvad lå der i at være Scrum Master eller en agil teamleder? Hvilke forventninger var der til de forskellige roller?

Piet: Vi kunne muligvis have været skarpere til at få defineret de forskellige roller; hvor den enkelte rolle starter og hvor den slutter. Problemet vil så være, at der vil være cracks mellem definitionen af disse roller og så bliver diskussionen på den enkeltes rollebeskrivelse: ”Hvem skal så lave det her? Det er i hvert fald ikke mig.” Det kan hurtigt blive et problem. Det har vi gerne villet undgå med at have mere fleksible roller.

Vi tre er jo procesansvarlige, så vi kan have en tendens til at fokusere på alt det, der ikke virkede, og man kan derfor komme til at glemme, at der jo er meget, der rent faktisk virkede. Vi har bl.a. fået bygget et velfungerende agilt community op, og det er fandme en god klub. Det er altså også noget at tage med.

Frank: Det er et kæmpe program. Vis mig et andet agilt program, der er så stort og består af over 500 mennesker. Vi kommer til at være 30 agile coaches i udgangen af 2016. Der findes intet tilsvarende, så vidt jeg ved.

Der er lagt op til et speak om agilt arbejde i en skala, som vi aldrig har set det før, så der er noget at glæde sig til.

Læs mere om arrangementet her!

Frank Olsen

Frank Olsen, Chief Agile Coach, Core Banking Platform, Nordea.

Frank har solid erfaring i at transformere virksomheder rundt omkring i verden, hvor han ændrer den måde, hvorpå mennesker arbejder, er med til at skabe high performing teams og skabe stor organisatorisk værdi.


Piet Syhler

Piet Syhler, Chief Agile Coach, Core Banking Platform, Nordea.

Piet har en solid baggrund i projektledelse, programstyring og people management, og er en meget dygtig agil leder og coach.


Nathalie Hammering

Nathalie Hammering, Programme Manager, Core Banking Platform, Nordea.

Nathalie er projektleder med erfaring inden for alle aspekter af business development: forretningsstrategi, projektledelse og produktudvikling.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *